Et nyt medlem i Kalundborg Symbiose

Fra den 17. maj 2021.

Chr. Hansen er indtrådt som et nyt medlem i Kalundborg Symbiose, helt i tråd med foreningens strategi om at udvide og styrke partnerskabet. Kalundborg Symbiose tæller nu ikke mindre end tolv virksomheder, såvel private som offentlige, som alle er optaget af i fællesskab at udnytte ressourcerne bedst muligt.

”Vi er glade for at byde Chr. Hansen velkommen i Kalundborg Symbiose. Chr. Hansen er i gang med at etablere produktion i Kalundborg, så det er helt naturligt, at de bliver medlemmer af partnerskabet. Der er gode muligheder for nye symbioseprojekter mellem Chr. Hansen og de nuværende partnere. Vi glæder os over at byde velkommen til så stærk en medspiller i arbejdet med at fortsat at udvikle og styrke den cirkulære tilgang til produktion i Kalundborg”, udtaler Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg og formand for Kalundborg Symbiosen.

Chr. Hansen er optaget som medlem af foreningen med plads i bestyrelsen, hvor Michael Juhler, Vice President, Global Operations hos Chr. Hansen, vil repræsentere virksomheden.
Chr. Hansen har købt BASF-ejede produktionsanlæg på Kalundborg Havn, med det formål at opstarte produktion af HMO (Human Milk Oligosaccharides), en særlig gruppe af komplekse kulhydrater til anvendelse i modermælkserstatning. Inden produktionen forventeligt kan opstartes i 2023, skal der ske en omfattende ombygning og udbygning af faciliteterne.

”Vi er i en årrække flere gange kåret til en verdens mest bæredygtige virksomheder og sustainability står særdeles højt på vores agenda hos Chr. Hansen. Vi vil gerne indtænke symbiosesamarbejde i forhold til energi-, vandforsyning og affaldsfraktioner eller restfraktioner, hvilket kan bidrage til at vores nye produktionsfacilitet fra starten designes ud fra en cirkulær tankegang, til gavn for både miljø og økonomi. Og vi kan bidrage til symbiosepartnerskabet med erfaringer i hvordan eksisterende industrianlæg kan transformeres med en klar bæredygtighedsprofil og med en vilje til nye fælles projekter i fremtiden ”, udtaler Michael Juhler, Vice President, Global Operations for Chr. Hansen.