Grøn damp på Symbiosen

Asnæsværket har altid spillet en vigtig rolle for Kalundborg Symbiose: Ved at udnytte overskydende kapacitet blev der i 1980´erne etableret fælles dampforsyning, og de grønne rør løber den dag i dag som et synligt bevis på samarbejde og innovation.

I dag leverer Asnæsværkets nye flisfyrede kraftværksblok, Asnæs 6, grøn fjernvarme og procesdamp til Symbiosen, samt strøm til det sjællandske elnet.

Den nye flisfyrede blok 6 på Asnæsværket fungerer i samspil med Asnæsværkets elkedel og Kalundborg Forsynings store varmepumpe. Dermed udnyttes den grønne strøm, når den er tilgængelig til konkurrencedygtige priser, mens træflis fra bæredygtigt drevne skove sikrer, at Kalundborgs behov for procesdamp til industrien, fjernvarme til boliger og strøm dækkes helt uden brug af kul og med høj forsyningssikkerhed og fleksibilitet.

Den nye turbine har en kapacitet på 25 MW el og 129 MJ/s procesdamp og fjernvarme. For at producere strøm, skal dampen sendes ind i turbinen med et tryk på 100 bar og en temperatur på 540 grader.