Fjernkøling har stort potentiale for udnyttelse af overskudsvarme fra Kalundborg Symbiose

Overskudsvarme fra køling af industriproduktion i Kalundborg kan i fremtiden omdannes til bæredygtig fjernvarme. Der generes nok overskudsvarme fra industrien til potentielt at opvarme mere end 40.000 husstande. Dagens udmelding fra Kalundborg Forsyning, Novo Nordisk og Novozymes om en investering på 1,4 mia. DKK i et nyt fjernkølingssystem i Kalundborg, sætter tryk på at føre ambitionen ud i livet. Det vil nemlig give mulighed for at opsamle og udnytte overskudsvarmen til opvarmning af husstande. Med den rette infrastruktur på plads, vil det nye fjernkølingssystem alene generere nok overskudsvarme til potentielt at kunne erstatte naturgas i Holbæk samt opvarme Kalundborg by.                                                                                                                                                                  Kalundborg Symbiose har derfor taget initiativ til et projekt, der arbejder for udnyttelse af overskudsvarme fra produktionen til opvarmning af husstande i Nordvestsjælland. For at varmen kan komme ud til de husstande, der har behov for den, skal forsyningsnettet i Kalundborg-området kobles til et større fjernvarmenet.  

Bæredygtig fjernvarme til Danmarks største naturgasby                                                                                                    Holbæk Kommune, der er Danmarks største naturgasby, er inviteret med i samarbejdet. Parterne planlægger nu i fællesskab at koble industriens behov for køling og den deraf afledte overskudsvarme med behovet for bæredygtig fjernvarme. Koblingen vil ske på tværs af offentlige og private partnere og vil skabe en robust og bæredygtig løsning, der reducerer forbruget af fossil energi til opvarmning. Endelig har projektet den fordel, at det kan etableres i etaper samt udbygges modulært, når mulighederne opstår og/eller behovet stiger. 

Danmarks største sektorkoblingsprojekt                                                                                                                                    ”Vores fælles ambition om at udnytte overskudsvarme fra industrien skaber potentiale for grøn omstilling, øget forsyningssikkerhed og ressourceoptimering på tværs af sektorer, kommunegrænser og brancher. Derfor arbejder Kalundborg Symbiose meget målrettet på at realisere projektet hurtigst muligt. Det er en meget dedikeret kreds af offentlige og private parter, der står bag det”, siger formand for Kalundborg Symbiose Michael Hallgren, der også er produktionschef hos Novo Nordisk i Kalundborg.                                                                                                                        ”Sammen kan vi skabe en model for sektorkobling, der fremmer grøn omstilling og uafhængighed af naturgas. Og som samtidig sætter Danmark på landkortet som hjemsted for urban-industriel symbiose”, siger Michael Hallgren og konkluderer: ”Projektet vil være det største sektorkoblingsprojekt i Danmark”. 

Betydelige miljømæssige effekter                                                                                                                                                Jesper Haugaard, der er næstformand i Kalundborg Symbiose og vice president med ansvar for Novozymes produktion, glæder sig over det store potentiale: ”Det vil have betydelige miljømæssige effekter at udnytte overskudsvarmen fra industrien i Kalundborg. I dag udnyttes overskudsvarmen fra vores produktion i Kalundborg ikke, da vi ikke har haft mulighed for at opsamle den. Med etableringen af det nye fjernkølingssystem, der skal levere fjernkøling til vores og Novo Nordisk fabrikker i Kalundborg, får vi mulighed for netop at opsamle overskudsvarmen. Via en varmepumpe kan overskudsvarmen så omdannes til fjernvarme, der kan erstatte fx naturgas eller fjernvarme produceret på fossile kilder. Det er et spændende og ambitiøst projekt, der passer godt ind i vores mindset i Kalundborg Symbiose, hvor vi udnytter hinandens spild og restfraktioner som ressourcer på tværs af industrien”. Netop sektorkobling hvor overskuddet fra industrien kan bruges som ressource i lokalsamfundet, giver god mening i en kommune, hvor samarbejde er en naturlig måde at løse udfordringer på.

Cirkulær tankegang normen i Kalundborg                                                                                                                        Borgmester Martin Damm, Kalundborg Kommune, udtaler: ”I Kalundborg har vi 50 års erfaring i at tænke bæredygtighed og cirkularitet ind i vores forsyningsstrømme. Derfor er det også helt naturligt at tænke overskudsvarmen som en del af varmeforsyningen. Det er også naturligt at invitere Holbæk til at blive en del af løsningen. Dels er der et klart behov i Holbæk Kommune for mere bæredygtig varme, dels er hele den cirkulære tankegang også blevet en naturlig del af den måde, vi tænker samarbejde på i Kalundborg Kommune”.   

En fantastisk og ventet idé                                                                                                                                                                  Også i nabokommunen Holbæk er der begejstring for projektet: ”Ambitionen om at udnytte overskudsvarme fra Kalundborg er en fantastisk god idé. Vi har 17.500 husstande i Holbæk Kommune, der opvarmes med naturgas. Så det er både en gevinst for klimaet, hvis vi kan få en grøn varmeløsning til Holbæk Kommune, og for de af vores borgere, der på sigt kan skifte deres naturgas- og oliefyr ud med fjernvarme”, udtaler Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.                                                                                                                                                                                              Kalundborg Symbiose arbejder dedikeret på at få projektet realiseret hurtigst muligt, ikke mindst set i lyset af den nuværende energikrise. Ligeledes arbejdes der på at inddrage øvrige partnere i Symbiosen, så køleringen kan udvides til at omfatte flere produktionsområder i Kalundborg. På denne måde kan der opsamles endnu mere overskudsvarme, som kan bidrage til den grønne omstilling fra naturgas.  

Forklaring til illustration / status på arbejdet:            Fase 1: Beslutning om etablering af fjernkøling til Novo Nordisk og Novozymes fælles produktionssite i Kalundborg er taget i oktober 2022, som det fremgår pressemeddelelsen fra 24. oktober. Fjernkøling er en forudsætning for opsamling af overskudsvarme fra de involverede fabrikker.                                                                Fase 2: Dialog om udbygning og inddragelse af flere partnere i Kalundborg Symbiose foregår.                          Fase 3: Der er etableret et samarbejde mellem Holbæk og Kalundborg Kommuner om udnyttelse af overskudsvarmen.