Indvielse af 1.375 m2 nyt overfladevandværk

I går, den 20. december 2018, blev det nye overfladevandværk hos Kalundborg Forsyning indviet med taler, bobler og rundvisning.

Som de første i verden behandler Kalundborg Forsyning nu overfladevand uden brug af klor. Det nye vandværk, Tissø II, er et højteknologisk og innovativt vandværk med fokus på bæredygtighed, hvor energiforbrug, arbejdsmiljø og hygiejnekrav er essentielle.

Tissø II har kostet 90 millioner kroner og kommer til årligt at transportere 1,6 millioner kubikmeter vand fra Tissø og ud til Kalundborgs industrivirksomheder.
Det erstatter Tissø I, hvis kapacitet er på en million kubikmeter om året. Tissø I forbliver dog backup over de kommende tre måneder.

Overgangen fra Tissø I til Tissø II betyder blandt andet, at vandspildet mere end halveres, at elforbruget reduceres med 33 procent, og at der udfases to kemikalier. Vandet leveres i drikkevandskvalitetet, hvilket er afgørende for Novozymes, der producerer enzymer til fødevareindustrien.

Kalundborg Forsyning leverer ca. 3,5 millioner kubikmeter overfladevand om året, som erstatter drikkevand, og som dermed er med til at skåne grundvandsreserverne.