Bjarke Skaanning er tiltrådt som sekretariatschef for Kalundborg Symbiose pr. 1. august 2025. Han afløser Lisbeth Randers, der er gået på pension efter mere end ti år i spidsen for partnerskabet.
Han kommer med omfattende erfaring fra Røde Kors’ internationale humanitære indsatser og har gennem sin karriere arbejdet med at udvikle og styrke partnerskaber på tværs af sektorer. Som sekretariatschef leder han nu det dynamiske netværk af 17 partnere, der arbejder på at gøre produktionen i Danmark mere cirkulær og inspirere resten af verden til at følge trop.
”Rollen kræver strategisk udsyn, politisk indsigt og en evne til at skabe tillid og handlekraft gennem samarbejde. Kompetencer som vi mener, at Bjarke Skaanning bringer med sig ind i Kalundborg Symbiose,” siger bestyrelsesformand Michael Hallgren og tilføjer: ”Netop denne kombination af globale perspektiver og lokale forbindelser bliver afgørende for Symbiosens fortsatte udvikling.”
En ambition, som Bjarke Skaanning deler:
”Med min passion for bæredygtige partnerskaber vil jeg arbejde for, at Kalundborg Symbiose fortsat udvikler sig som et værdiskabende fællesskab, der kombinerer lokal forankring med global bæredygtighed,” siger han.

Vi siger tusind tak til Lisbeth Randers for hendes store indsats som sekretariatschef gennem årene, og byder varmt velkommen til vores nye sekretariatschef, Bjarke Skaanning.